I 1985-86 var jeg på studieophold i Sovjetunionen, hvor jeg boede på Moskvas Statsuniversitet MGU og læste på journalistfakultetet. Det var samtidig med, at en ny partisekretær tog roret i Kreml. Han hed Mikhail Gorbatjov, og han indledte begyndelsen til enden på et kynisk ideologisk regime, der i syv årtier pinte og plagede millioner af mennesker med en grusomhed som INTET lader nazisterne tilbage i grusomhed og blodsudgydelser.

I foråret 1986 løb atomreaktoren løbsk i blok nummer fire i atomkraftværket Tjernobyl. I begyndelsen reagerede sovjetmyndighederne som altid, kynisk og menneskefjendsk med at lade som ingenting over for en befolkning der nød de første forårsvarme dage.

Jeg blev som dansk studerende interviewet til DR TV af Leif Davidsen, der siden inviterede mig hjem til korrespondentkontoret og boligen i nærheden af Moskvas gamle cirkus ved Blomsterboulevarden.

Jeg var solgt. Der voksede en hed drøm ud af det besøg – og det blev mit liv at forfølge drømmen. En drøm om Radio og Rusland.
Først 11 år senere lykkedes det – efter en turbulent karrierevej over lokalradio i Helsingør, regionalradio på Bornholm, yngste telegram-skriverkarl på Radioavisens udlandsredaktion i Rosenørns Allé 22 og siden rejsende reportagejournalist fra Warzcawa i øst til den lille støvede kvægby West i Texas – at kunne sætte mig til rette som radiokorrespondent for DR i den russiske hovedstad.

Der har været store begivenheder på vejen. Vigtige topmøder, nedrustningsforhandlinger, Murens Fald, Polens første frie og demokratiske valg efter verdenskrigen, statskuppet i Moskva, Sovjetunionens sammenbrud og opløsning som jeg fulgte på 1. parket på min første runder som korrespondentafløser i den russiske hovedstad. Krig i Tjetjenien, krig på Balkan, Estonias forlis – og terror i Moskva. Jeltsins drukne eskapader. Telegrambureauet TASS begyndte at sende bulletiner med fanfare, der blot hed: Boris Jeltsin på vej tilbage fra Datjaen til Kreml. Når Boris var i vigør vejrede pressens anløbne gentlemen katastrofer, skandaler og andre sensationer. Ikke altid uden grund.

Men trods de store begivenheder har det altid været det enkelte menneskes historie der har optaget mig mest.
Erkendelsen af ethvert menneske rummer den største passion, tragedie, længsel, ambition, kærlighed - og muligvis også evnen til heltedåd.

Dem mødte jeg som genrøse livsduelige drenge og mænd, der trodsede deres egen dybe armod i de nederste mineskakter nord for polarcirklen.

Eller som ukuelige tandløse babushkaer, der i dagevis vraltede på gigtplagede knæ gennem lerede kartoffelmarker for at skaffe føden til familien, og havde overskud til at rive sjofle vittigheder af sig med hæs røst over de nedslåede kartoffeltoppe.

De forældreløse børnehjemsbørn der med en svimlende sidste kraftanstrengelse i deres ulykkelige ensomhed forsøgte at gøre indtryk på mig for at komme med ud i verden.

Eller den lille tjetjenske pige, der skjulte sig i Moskva, efter at have overlevet måneders tæppebombardementer i skjul i Groznys sværtede ruinhobe, og som sang for mig og betroede mig sin dybfølte ambition om at komme til Hollywood og møde Leonardo di Caprio.

Efter et bevæget årtusindeskifte tog jeg afsked med Moskva. Boris Jeltsin var taget på sit livs sidste druktur i Datjaen som varede indtil hans død i foråret 2007. I Kreml havde Vladimir Putin taget over. De store forventningers tid var ovre.

I december 2000 fik jeg den fornemste påskønnelse for min indsats, nemlig Krygerprisen, opkaldt efter Christian Kryger, der var en af radioens pionerer indenfor radioreportagen.

I foråret 2001 fik jeg ansættelse som korrespondent for DR i Washington DC.
Jeg troede, at det ville være en skøn tjans efter det krigs- og terrorhærgede Rusland. Gode livsstilshistorier fra verdens mest livsduelige og dynamiske demokrati.
Tillidsfulde mennesker, let at rejse i, gæstfrihed uden grænser og et klima der ikke ansporer til pramdragerkor i mol, men som stadig nærer nye musikformer, som det før har gjort med blues og swing, jazz, country & western, rock’n roll og rap.

Jeg ankom til den amerikanske hovedstad den 4. september 2001. Ugen efter var verden forandret. En fed røg steg op fra Pentagon på Virginiasiden af Washington, hvor pansrede mandskabsvogne og Humvees (High Mobility Multi-purpose Wheeled Vehicle) befæstede gadehjørnerne mens helikopterne svirrede over hovederne på forvirrede og skræmte mennesker hvis eneste reelle problem samme morgen havde været, at livremmen igen var begyndt at snære.
En verden i forandring, et brændende New York, et skælvende Vesten. Miltbrandterror, invasion i Afghanistan, krisemøder i FN og stigende troppeansamlinger omkring Saddam Husseins Irak.
Dertil to galninge, der fra baggagerummet i deres bil spredte død og rædsel i de velplejede forstæder omkring den amerikanske hovedstad.

Og alligevel var det her som i Rusland mødet med menneskene der blev den store oplevelse.
Amerikanerne, som jo er cubanere, russere, tjekker, belgiere, danskere, jøder, hinduer, muslimer, bønder, fiskere, advokater, præster og pelshandlere... for blot at plukke et par stykker ud af den store amerikanske salatskål.

Den unge velklædte fyr, der Allehelgensaften i flyet fra Chicago til Dallas fortalte mig om sin opvækst og flugt fra Pol Pots dødslejre i Cambodia. Muslimen der i Texas fortalte begejstret om sit møde med vestlig kultur gennem tv-serierne Dollars og Dallas, som er grunden til at Texas i dag er den stat i USA der nominelt har flest muslimske indbyggere.

Eller om de tre gamle tysktalende gutter fra den lokale bar, hvis forældre var født i det Østrig-Ungarske kejserrige, og som alle tre havde gjort hele vejen fra Omaha Beach på D-Dag til mødet med de russiske styrker ved Elbens bred under NaziTysklands dødskramper. - ”Difficult to shoot Germans, Hell No. First we were Americans – then Germans!”, som gamle Joe i smækbukserne slog fast ved bardisken.

Tilbage i Danmark fik jeg i 2005 opgaven, sammen med en lille redaktion af gode, prøvede radiokolleger og helt unge i faget, at producere en serie om Islam. Religionen alle danskere allerede havde en mening om, selvom de færreste anede hvad den gik ud.
I efteråret 2005 blev det til radioserien Islams Ansigter, som gennem 25 udsendelser fulgte muslimske indvandrere og deres oplevelser af religion og identitet fra fødsel til død.
Udsendelserne var kontroversielle. Søren Krarup rasede fra den ene kant, islamister fra den anden. Men mange var glade for at få indsigt ikke bare i ”de andres” religion, men også muslimske indvandrere i Danmark var glade for at få større viden om deres egen tro.

Udsendelsesrækken blev belønnet af foreningen Muslimer i Dialog med en såkaldt dialogpris, som jeg modtog på holdets vegne i Den sorte Diamant. En flot pris for en ihærdig kollektiv indsats på at være sobre og anstændige, men også udfordrende og debatskabende.
Dialogarrangementet blev desværre skæmmet af en rabiat britisk konvertit, der anklagede Vesten for at behandle sine muslimske immigranter på samme måde som Hitler tog sig af jøderne. Der var ikke andet at gøre end at tage til genmæle mod den militante britiske dame i slør og højrød læbestift.

Islamserien medførte et lytterkrav om at få en lignende serie om Kristendom, og sammen med Susanna Sommer, Karen Secher og Kristian Leth producerede jeg i foråret 2006 serien Kristendom i Kød og Blod.
Et møde med kristendommen i hverdagslivet med udgangspunkt i menneskekroppen. Vi forsøgte at give noget så luftigt som vores religiøse tro en krop.
Den blev gestaltet af mennesker i faldskærm, bag geværer, foran sodsværtede grædende ikoner og på operationsbordet. Igen af mennesker med anfægtelser, med drømme, med længsler og passioner, lidelser og skuffelser – og håb.

De dødsdømtes brigade:  Oprydningsarbejderen fra Tjernobyl

Vinterbadning sammen med det afklædte russiske officerskorps.

Vis mig dit våben og jeg skal sige dig hvem du er...

De ville ikke andet end at skabe paradis på jord. Talebanerne i Afghanistan

På melonmarked i Samarkand