KUNST

De uzbekiske Enker

Olie på lærred. 135 X 85
Billedet blev malet under indtryk fra en længere rejse til sovjetisk Centralasien i efteråret 1993.
De blå burkhaer hører ikke hjemme i Uzbekistan, men disse kvinder er muligvis patanere fra Afghanistan, der på et tidspunkt er havnet i den daværende uzbekiske sovjetrepublik.

Privateje.

 

Bundgarnspæle ved Sortehavet

Olie på lærred, 250 X 150

Sortehavet har fået sit navn i ældgammel tid, men hvad det præcist dækker over er man ikke sikker på.
Betegnelsen menes at dække over sammenkobling af farver og verdenshjørner. Rødehavet – var havet mod syd. Tyrkerne kalder Middelhavet for det hvide hav, Ak Deniz. Havet mod nord kaldes Kara Deniz – altså Det sorte Hav.
Sort er det ihvertfald ikke. Lissom Rødehavet ikke er rødt. Bundgarnspælene ud for kysten langs Krimhalvøen mellem Jalta og Sebastopol var derimod kulsorte mod det turkisskimrende vand da jeg i det endnu meget tidlige forår 1998 rejste rundt på den charmerende halvø, hvor min Mormors fjerne tatariske og endnu fjernere skythiske rødder er begravet.

Til salg. Pris: 12.000 kr

Troitsa (Treenigheden)

Olie på lærred, 130 X 90

Treenigheden er et maleri i en større serie af erotiske ikoner, som jeg sammen med min russiske ven Andrey Jefimov i 1999 besluttede at udfordre den nye livskraftige russisk ortodokse kirke med.
Andrey arbejder bl.a. med andre materialer end maling, og til denne serie blev han meget optaget af forskelligartet sibirsk pels. Troitsa begyndte egentlig som en spøg, da jeg under jorden ved vores lokale metrostation Pushkinskaja i Moskva, i en lille kiosk med spøg og skæmt, købte en brystattrap i gummi, der havde netop tre bryster. Få dage senere blev metrostationen terrorsprængt, og den søde dame med kiosken for spøg & skæmt var borte, flået fra hinanden eller brændt til ukendelighed. Jeg besluttede derfor at tage spøgen alvorligt og sætte hende et minde i form af en trebrystet helgeninde, der symboliserer Treenigheden. Ud fra et russisk ortodokst synspunkt helt blasfemisk.

Privateje.

 

Ø-kuller

Olie på krydsfinér, 185 X 85

En vinternat i eksil på Bornholm, hvor min far var ved at blive blind, min mor ved at blive sindssyg og jeg selv sad med alle længsler famlende ud i de træge, tågede januarnætter.
Begge mine forældre er døde, selv er jeg undsluppet eksilet, men længslerne er der stadig.

Til salg. Pris: 16.000 kr.

 

malerier